Sidestrømme, biprodukter, rester, affald – kært barn har mange navne
Uanset hvad vi kalder dem, er det afgørende, at de værdifulde sidestrømme fra fødevare- og bioressourceindustrien bliver udnyttet optimalt, og at vi får mest muligt ud af dem. I dag anvendes sidestrømmene ofte til foder eller biogasproduktion, men der er store muligheder for også at upcycle nogle af sidestrømmene til nye og mere værdifulde produkter.

Rapskage, som er biproduktet fra udvinding af olien i rapsolieproduktionen, indeholder op til 50% protein og anvendes i dag hovedsageligt til foder. Men kan rapskagen i stedet omdannes til fx højværdiprodukter i fødevareindustrien? (foto: Kutredrig for iStock)
I Food & Bio Cluster Denmark arbejder vi aktivt med at understøtte virksomheder i at finde nye, innovative løsninger for bedre udnyttelse af sidestrømme. Det sker bl.a. gennem projekter, netværksgrupper og events, der fremmer vidensdeling, samarbejde og udvikling af nye forretningsmodeller.
I denne artikel kan du få et indblik i et udpluk af de indsatser, vi i øjeblikket arbejder på i forhold til sidestrømme, samt hvordan du kan få mere viden om emnet.
Fra rapskage til højværdiprodukter
Rapskage er en af de største sidestrømme fra den nordeuropæiske landbrugssektor. Efter udvinding af rapsolie står man i industrien tilbage med rapskagen som et restprodukt, der kan indeholde op til 50% protein.
I dag anvendes rapskage primært til foder, men i projektet Brilian udforskes mulighederne for at omdanne det til højværdiprodukter som vegansk protein til anvendelse i fødevareindustrien, men der arbejdes også med andre indsatser i projektet. En af de konkrete andre indsatser i projektet er udvikling af innovative klæbemidler baseret på rapskagen, som kan erstatte syntetiske fossilbaserede alternativer i trægulve og -møbler.
I projektet forventer man i Danmark samlet set at behandle et ton rapskage i et pilotanlæg, hvor der produceres omkring 100 kg af det endelige produkt.
Sidestrømme som næringskilde til algeproduktion
I industrielt spildevand findes næringsrige næringsstoffer, som kan udnyttes til at fremme en algedyrkning, som herefter kan omdannes til nye innovative produkter. Alger har nemlig flere gavnlige egenskaber, sammenlignet med planter på land.
I Locality-projektet fokuseres der netop på dette. Her udnyttes sidestrømme fra industrien som næringskilde til algedyrkning og understøtter innovation inden for biobaserede produkter. Dette inkluderer blandt andet proteinalternativer, fødevarer, gødning og tekstiltilsætningsstoffer.
Nye anvendelser af sidestrømme fra fiskeri, skaldyr og tang
I dag ender en stor del af fisken i lavværdiprodukter eller i mindre grad som en direkte affaldsstrøm. Derudover ledes spildevandet fra forarbejdningsindustrien i Danmark ud i de offentlige rensningsanlæg, hvilket er dyrt på grund af det høje indhold af protein.
For at opnå en bedre udnyttelse af sidestrømmene er vi igennem BlueRev-projektet i gang med at analysere værdikæderne for de forskellige sidestrømme med det formål at identificere barrierer og muligheder samt udvikle forretningsmodeller, der kan integrere sidestrømmene i nye produkter og processer.
I sidste ende er målet at skabe nye indtægtskilder for industrien ved at omdanne sidestrømmene til værdifulde produkter så som nye fødevarer, kosttilskud eller andre biobaserede produkter, der også understøtter bæredygtig vækst i de lokale kystsamfund.
I vores region arbejdes der med barrierer i forhold til udnyttelse af sidestrømmen i fiskeindustrien i både Grønland og Danmark. Det er isoleret set fornuftigt og ikke mindst værdifuldt at få udnyttet en større del af råvaren, når fisken alligevel er fanget. Herudover understøtter det i høj grad Grønlands selvforsyningsstrategi 2025-2030, som for nylig er udgivet af Grønlands Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø.
Landbrugsaffaldsstrømme omdannes til proteinprodukter
Med en række forskellige landbrugsaffaldsstrømme som råmateriale er målet i ZEST-projektet at udvikle produktionssystemer til biobaserede proteinprodukter og udforske nye måder at udnytte forskellige sidestrømme. Gennem svampefermentering understøttet af digital modellering er målet at udvikle et effektivt, automatiseret produktionssystem uden spild, der kan omdanne lavpris landbrugsaffald til en række biobaserede proteinprodukter, såsom proteinberigede fødevarer og foder samt kosmetiske ingredienser.
Bioplast fremstillet af affaldsstrømme
I Biosolutions Zealand-projektet er fokus på at udnytte sidestrømme og restprodukter fra forskellige industrier for at fremme en cirkulær økonomi og bæredygtig produktion. Dette sker bl.a. gennem innovationssamarbejder mellem virksomheder og videninstitutioner, som sammen udvikler nye løsninger, koncepter og prototyper, der både reducerer spild og skaber økonomisk værdi.
Samarbejdsprojekterne spænder bredt – fra bioplast fremstillet af frugtskræller og andre affaldsstrømme til biobaserede fibre til tøjproduktion.
Netop nu er innovationspuljen i Erhvervsfyrtårnet for Biosolutions åben for ansøgninger om støtte til innovationssamarbejder inden for biosolutions.
Hvem kan bruge mit ”affald”?
Hvis du ikke selv har mulighed for at udnytte dine sidestrømme, kan en anden virksomhed måske.
I Closing Loops-projektet fokuseres der på cirkulær bioøkonomi, og hvordan danske virksomheder kan samarbejde om bedre ressourceudnyttelse. Her arbejdes der ofte på tværs af traditionelle brancher og værdikæder, hvilket kan være med til at skabe helt nye værdikædesamarbejder.
Et konkret eksempel på et værdikædesamarbejde er "Fra kaffespild til kaffekop", som har til formål at transformere en sidestrøm fra kaffeindustrien, kaffegrums, til 100% naturligt komposterbare engangskaffekopper. Altså en innovativ tilgang til bæredygtighed, hvor sidestrømmen bliver til en ressource i en anden sammenhæng.
Events med fokus på upcyckling af sidestrømme
Sidst, men ikke mindst, afholder vi løbende events, hvor upcycling af sidestrømme er omdrejningspunktet.
Næste event er ”Optimizing utilization of industrial organic waste streams”, som finder sted den 27. februar. Her vil deltagerne få indsigt i de nyeste teknologier og løsninger inden for upcycling af organiske sidestrømme.
Netværksgruppe med fokus på sidestrømme
I Food & Bio Cluster Denmark driver vi en netværksgruppe for vores medlemmer med fokus på udnyttelse af sidestrømme.
Netværket er en god mulighed for at holde dig opdateret på upcycling og udnyttelse af sidestrømme.
Vil du vide mere om...
BRILIAN og BlueRev
Locality og
ZEST
Biosolutions Zealand
Closing Loops
Kontakt Anni
Kontakt Kersti
Kontakt Louise
Kontakt Kathrine

Anni Simonsen

Kersti Haugan

Louise Krogh Johnson

Kathrine Lykke Kirk
Flere nyheder fra Food & Bio Cluster
Projekter
Se hvilke danske og internationale projekter, klyngen deltager i.
Netværk
Vi samler deltagere i faglige netværk, hvor vi deler viden og erfaringer om fødevarer og bioressourcer.
Kontakt
Vi står altid klar til at hjælpe dig med konkrete spørgsmål. Hvis ikke vi selv kan svare, ved vi helt sikkert, hvem der kan.