Nye muligheder for en mere bæredygtig udnyttelse af fisk i den danske fiskeindustri

Efter mere end 4 ½ års intensiv forskning, udvikling og afprøvning i industrien afsluttes WaSeaBi-projektet med lovende resultater, der kan gavne den danske fiskeindustri, således at der kan opnås en mere bæredygtig udnyttelse af fisk. Partnerskabet med repræsentanter fra den danske fiskeindustri har arbejdet med udnyttelse af deres restprodukter - også kaldet sidestrømme. I denne artikel fremhæves nogle af de mange opnåede resultater med fokus på de potentielle fordele, som danske virksomheder inden for fiskeindustrien kan drage nytte af.

Bedre udnyttelse af sildeafskær

Et af de spændende resultater, der er kommet ud af projektet, er udviklingen af en smart sorteringsteknologi til sildeafskær. Den gør det muligt at adskille og opdele sildeafskær i hoved, rygben, indvolde + buglap og hale, og fastholde dem i samme høje kvalitet som fileten. Dette sikrer, at de også kan anvendes som fødevarer. Hermed åbnes der op for nogle nye spændende muligheder som hakket fiskekød fra fiskerygge, der bl.a. kan anvendes til convinience produkter som f.eks. fiskeburgere. 

Sorteringsteknologien er blevet implementeret med succes hos sildeforarbejdningsvirksomheden Sweden Pelagic AB, som nu kan udvikle nye sunde og velsmagende fødevarer. De har bl.a. i samarbejde med en fødevareproducent lavet fiskeburgere til svenske skoler.

 

Bevaring af kvaliteten

WaSeaBi har også haft fokus på at bevare kvaliteten af hele fisken, sådan at det er muligt at bruge flere dele til udvikling af eksempelvis nye og smagfulde ingredienser. Ved hjælp af en omkostningseffektiv dypningsteknologi, der er baseret på en opløsning indeholdende bl.a. rosmarinekstrakt og citronsyre, er det muligt at forlænge holdbarheden af afskæret væsentligt. Dermed får producenter inden for fiskeindustrien betydeligt længere tid til at transportere eller opbevare afskæret, inden det omdannes til ingredienser til fødevarer.

Se, hvordan dyppeteknologien fungerer i videoen nedenfor.

Bæredygtig udnyttelse af muslingekogevand

Projektet har ligeledes ført til udviklingen af en velsmagende ingrediens fra vand, som muslinger er blevet kogt i. Dette er gjort ved hjælp af membranteknologi, som kort fortalt er en proces, hvor specielle filtre eller membraner bruges til at adskille og rense væsker, så kun de ønskede stoffer kan passere igennem. Anvendelse af teknologien betyder at Pescados Marcelino i Spanien kan anvende disse stoffer til fremstilling af fødevareingredienser, og samtidig reducere miljøpåvirkning af det tilbageværende procesvand i virksomheden, da implementering af teknologien betyder at procesvandet kan genanvendes. 

I videoen nedenfor, kan du se, hvordan membranteknologien fungerer.

Udvikling af ingredienser med umamismag

Udover udvikling af ingredienser baseret på muslingekogevand, har partnerne bag projektet udviklet smagfulde ingredienser med umami-smag baseret på afskær fra torsk, sild, kulmule og laks ved hjælp af enzymteknologi. Enzymer nedbryder proteinet til små peptider og aminosyrer, som er ansvarlige for den karakteristiske smag. Teknologien er blevet opskaleret til pilotproduktion hos Barna i Spanien.

Nedenfor kan du se, hvordan enzymteknologien fungerer.

Hjælp til at træffe beslutninger om brugen af restprodukter

For at hjælpe industrien med at træffe informerede beslutninger om brugen af deres restprodukter er der i WaSeaBi udviklet beslutningsstøtteværktøjer, der tager højde for tekniske, juridiske, miljømæssige og økonomiske aspekter. Herunder, er der udviklet en EU-reguleringsvejledning, der kan fungere som en guide for industrien i udviklingen af nye ingredienser ved udnyttelse af hele fisken.

Mere om WaSeaBi

WaSeaBi-projekt startede på baggrund af input fra industrien i Danmark, Frankrig, Spanien og Portugal. Målet har været, at optimere udnyttelsen af sidestrømme fra akvakultur, fiskeri og fiskeindustrien ved at udvikle nye metoder til fremstilling af ingredienser til fødevareindustrien. 

Bag projektet står et tværfagligt team bestående af 13 partnere fra Danmark, Sverige, Spanien og Belgien, som fra dansk side inkluderer Royal Greenland, Jeka Fish, DTU og Food & Bio Cluster Denmark.

Projektet modtager bevillinger fra Bio Based Industries Joint Undertaking (JU) under EU's Horizon 2020-forsknings- og innovationsprogram under tilskudsaftale nr. 837726. JU modtager støtte fra EU's Horizon 2020 forsknings- og innovationsprogram og Bio Based Industries Consortium.

Vil du vide mere?

For mere information om projektet, kontakt Anni Simonsen, Senior Innovation Manager i Food & Bio Cluster Denmark, asi@foodbiocluster.dk, mobil +45 5074 9830 

På projektets hjemmeside www.waseabi.eu kan du desuden læse meget mere om de opnåede resultater. 

Anni Simonsen

Anni Simonsen

Senior Innovation Manager

Flere nyheder fra Food & Bio Cluster

Projekter

Se hvilke danske og internationale projekter, klyngen deltager i.

Netværk

Vi samler deltagere i faglige netværk, hvor vi deler viden og erfaringer om fødevarer og bioressourcer.

Nyheder

Læs aktuelle nyheder om fødevarer og bioressourcer.

Kontakt

Vi står altid klar til at hjælpe dig med konkrete spørgsmål. Hvis ikke vi selv kan svare, ved vi helt sikkert, hvem der kan.