Nyt fra bestyrelsen
Ændringer i Food & Bio Cluster Denmarks bestyrelser
Bestyrelsen for aktieselskabet bag Food & Bio Cluster Denmark, FBCD A/S har fået ny formand, og samtidig udpeger DI nyt bestyrelsesmedlem til foreningens bestyrelse.
Skiftedag i FBCD A/S bestyrelse, som fik ny formand den 26. august. Fra venstre CEO FBCD Lars Visbech Sørensen, ny formand for FBCD A/S Anders Klöcker (L&F), næstformand FBCD A/S Søren Porsbjerg, næstforperson i foreningen bag Food & Bio Cluster Denmark (FMBA) Anna Haldrup (KU), forperson FMBA Sandra Irene Jørgensen (Arla Foods) og afgående formand for FBCD A/S Leif Nielsen (DI).
Bestyrelsen for aktieselskabet bag Food & Bio Cluster Denmark, FBCD A/S har fået ny formand, og samtidig udpeger DI nyt bestyrelsesmedlem til foreningens bestyrelse.
Der er sket en række ændringer i bestyrelserne bag Food & Bio Cluster Denmark med baggrund i, at den hidtidige formand i FBCD A/S, Leif Nielsen, DI, forlader sin stilling i Dansk Industri og dermed også sine poster i Food & Bio Cluster Denmarks bestyrelser.
Aktieselskabet bag Food & Bio Cluster Denmark, FBCD A/S, har derfor på sit bestyrelsesmøde den 26. august 2024 konstitueret sig med Anders M. Klöcker, erhvervs- og forskningsdirektør i L&F, som ny formand for bestyrelsen.
Med Anders M. Klöcker får FBCD A/S en særdeles rutineret formand, der har været medlem af bestyrelserne i både FBCD A/S og foreningens bestyrelse siden Food & Bio Cluster Denmark blev udpeget som national klynge for fødevarer og bioressourcer for fire år siden. Han er kendt som en aktiv spiller i at bane vejen for klyngeaktiviteter og har støttet en sikker drift og udvikling af klyngens ydelser.
Den nye formand kommer til, netop som Food & Bio Cluster Denmark går i gang med udformningen af de kommende fire års strategi og de vigtige områder, hvor klyngen skal definere sin fremtidige rolle.
Da Leif Nielsen har været DI’s udpegede repræsentant i både A/S'et og foreningens bestyrelse (FMBA), betyder hans afgang, at der også her sker en ændring i foreningens bestyrelse, hvor DI har udpeget seniorchefkonsulent Hanne Bengaard som ny repræsentant.