Nyhed

Mere GULD til Danmark

Mens hele Danmark har alle heppet på de danske OL-atleter i Paris, har en helt anden guldkamp fundet sted i Food & Bio Cluster Denmark. Det europæiske sekretariat for klyngeanalyse (ESCA) har nemlig for anden gang tildelt Food & Bio Cluster Denmark GULD for fremragende klyngearbejde, som det hedder.

Foto: Tidligere på sommeren tog vi imod repræsentanter fra Det europæiske sekretariat for klyngeanalyse (ESCA) på klyngens kontor i Foulum for at gennemføre recertificeringen som guldklynge. Fra venstre: Tor-Arne Bellika og Merete Daniel Nielsen fra ESCA sammen med Marianne Greve, Susanne Baden Jørgensen, Anna Grethe Jacobsen, Britt Sandvad, Lars Visbech Sørensen og Gitte Graversen fra Food & Bio Cluster Denmark.

 

 

I virkelighedens verden betyder det, at vi som klynge har bevist på en lang række parametre, at vi gør en forskel med vores arbejde, at vi hjælper start-ups, SMVer og store virksomheder med at blive mere bæredygtige, drive innovation og bygge bro mellem vidensinstitutionerne og virksomhederne.

Efter to år som guldcertificeret klynge skulle vi over for Det europæiske sekretariat for klyngeanalyse (ESCA) bevise, at vi fortsat lever op til de mange krav for, hvordan en klynge skal bedrive effektivt klyngearbejde, og at vi i tiden siden seneste certificering har forfinet og udbygget det arbejde, vi gør.

Det gjorde vi til rent guld med 98 point ud af 100 mulige.

En plads i den internationale superliga for klyngeorganisationer

Vi er selvfølgelig superstolte og glade for, at det arbejde, vores seje team gør, bliver anerkendt, og at vi med certificeringen cementerer vores plads i den internationale superliga for klyngeorganisationer.

Det er en certificering, vi skal have for at kvalificere os som national klynge, så med re-certificeringen i hånden holder vi skarpt fokus på, at vi over de kommende tre år udvikler vores indsatser for vores medlemmer, så vi står knivskarpt, når assessorerne næste gang kommer på besøg. Lige nu tillader vi os at glæde os over det flotte resultat på egne og vores medlemmers vegne. 

- Den europæiske klyngecertificering er en international anerkendelse af vores arbejde som fødevare- og bioressourceklynge, som dokumenterer vores evne til at skabe udvikling hos vores medlemmer og støtte dem i at skabe innovation og styrke deres forretning. At vi for anden gang klarer os til rent guld betyder meget for hele organisationen og understreger vigtigheden i at have en stærk klynge, siger CEO Lars Visbech Sørensen.

Fakta

  • Food & Bio Cluster Denmark arbejder for at den danske fødevare- og bioressourceklynge skal være globalt konkurrencedygtig og anerkendt som verdensførende inden for innovation og bæredygtig udvikling inden for hele værdikæden.
     
  • I 2020 udpegede Erhvervsministeriet og Uddannelses- & Forskningsministeriet 14 nye superklynger, hvis formål er at være innovationsplatforme inden for deres sektor. Der er et krav om, at klyngerne skal leve op til de internationale regler for certificering på guldniveau. 
     
  • Food & Bio Cluster Denmark blev udpeget som landsdækkende klyngeorganisation for små og store virksomheder, videninstitutioner og øvrige organisationer inden for fødevare- og bioressourcesektoren i Danmark og internationalt. 
     
  • Klyngen har haft stor medlemsfremgang og har i dag +460 medlemmer.
     
  • I 2024 opnåede Food & Bio Cluster Denmark ved guldcertificeringen en score på 98% ud af 100 og har dermed kvalificeret sig til et ECEI GOLD mærke frem til 2027. Nogle af de vigtigste parametre i certificeringen er, at der kan dokumenteres høj medlemstilfredshed, og at klyngen skaber værdi for sine medlemmer.​