Klimaaftale med Viborg Kommune sætter innovation i landbruget i centrum til gavn for den grønne omstilling
Den 15. september underskrev Food & Bio Cluster Denmark og en række andre lokale aktører fra landbrugssektoren en historisk klimapartnerskabsaftale med Viborg Kommune i forbindelse med et Åbent Landbrug-arrangement på Baunehøjgård i Rødding ved Viborg.
Innovation Manager Liselotte Puggard underskrev på vegne af Food & Bio Cluster Denmark den nye aftale ved arrangementet på Baunehøjgård ved Viborg (Foto: Viborg Kommune)
Aftalen skal sikre et formaliseret samarbejde mellem landbruget, lokale aktører og Viborg Kommune for at reducere drivhusgasudledningerne, udvikle brugen af vedvarende energi og nye teknologier.
Den nye aftale vil fremme gode nationale rammevilkår for landbrugets omstilling og omstille landbruget i kommunen på niveau med målene i den nationale landbrugsaftale med udtagning af lavbundsjorde, skovrejsning med videre.
Fokusområder for den nye aftale:
- Omstilling af landbruget
- Multifunktionel arealanvendelse
- Udvikling og afprøvning af ny teknologi
- Forskning, viden, læring og uddannelse inden for grøn omstilling
- Tiltrækning og understøttelse af grønne følgeindustrier
Aftalen spiller en vigtig rolle i forhold til at realisere Viborg Kommunes mål om klimaneutralitet senest i 2050. Den indebærer også, at Viborg Kommune som geografisk område i 2030 skal have reduceret udledningen af drivhusgasser fra landbrug og arealanvendelse med 60% i forhold til udledningen i 1990.
- Som en del af denne samarbejdsgruppe med en række stærke aktører har vi her mulighed for bringe vores innovative medlemmer i spil i en fælles indsats for at løfte landbruget mod en grøn omstilling og arbejdet med den grønne trepartsaftale. Innovation og samarbejde i hele værdikæden er afgørende for, at dette kan lykkedes, siger Lars Visbech Sørensen, CEO i Food & Bio Cluster Denmark.
Øvrige aktører i klimapartnerskabsaftalen:
- Landboforeningen Midtjylland
- Fjordland
- Dansk Agro Energi
- Familielandbruget MIDT-Jylland
- Asmildkloster Landbrugsskole
- Food & Bio Cluster
- AU, Faculty of Technical Sciences