Nye anbefalinger fra Forbrugerombudsmanden om miljømarkedsføring
Forbrugerombudsmanden har netop udgivet en ny rapport om virksomheders miljømarkedsføring, der træder i stedet for kvikguiden fra 2021. Rapporten skal blandt andet hjælpe virksomheder med korrekt brug af udsagn som klima, miljø og bæredygtighed.
Foto: Forbrugerombudsmandens rapport fra oktober 2024 om virksomheders miljømarkedsføring.
Forbrugerombudsmanden har i oktober 2024 udgivet en ny rapport om virksomheders miljømarkedsføring. Den nye rapport træder i stedet for kvikguiden som udkom i 2021.
I rapporten kan du få råd til korrekt markedsføring, og hvordan du skal forholde dig til generelle udsagn som klima, miljø og bæredygtighed.
Overordnet set, kan det af rapporten konkluderes, at du ved at bruge konkrete udsagn, som i øvrigt er korrekte, præcise, relevante, afbalancerede og klart formulerede, undgår at vildlede forbrugerne. Desuden må væsentlige oplysninger ikke udelades.
Derudover er det værd at huske, at det ikke blot er de ord, der bruges i markedsføringen, der indgår i vurderingen af, om markedsføringen kan vildlede, men også billeder, tegninger, farver m.v.
Rapporten indeholder flere eksempler som illustrerer ovenstående.
Eksempel fra rapporten
På billedet nedenfor ses et eksempel fra rapporten på en virksomhed, der ønsker at markedsføre klimafordelene ved en ny emballage.
Billede 1: Markedsføringen er vildledende og dermed ulovlig, fordi udsagnet er bredt formuleret, så forbrugeren kan vildledes til at tro, at der er sket en CO2-reduktion af hele produktet - og ikke kun af emballagen.
Billede 2: Markedsføringen er ikke vildledende og dermed lovlig, fordi udsagnet er konkret, præcist, faktuelt og neutralt formuleret, så det er klart for forbrugeren, at CO2-reduktionen angår emballagen, samt hvor stor en reduktion dette medfører for hele produktets livscyklus.
Det er afgørende for lovligheden, at de færreste karryproducenter har foretaget tiltag, der har medført en tilsvarende CO2-reduktion, idet det ikke er relevant at markedsføre klima- eller miljøfordele, der er sædvanlige for tilsvarende produkter.
Dertil er det afgørende, at CO2-reduktionen ikke udgør en minimal del af hele produktets CO2-udledning i et livscyklusperspektiv.
Hent rapporten
Du kan finde rapporten på forbrugerombudsmandens hjemmeside eller downloade den nedenfor. I rapporten kan du blandt andet læse om:
- Brug af konkrete udsagn
- Brug af generelle udsagn
- Udsagn om reduceret udledning af drivhusgasser
- Udsagn om bæredygtighed
- Virksomhedens miljøprofil
- m.m.