Få styr på dit lovpligtige producentansvar for emballage inden bøderne falder

Den 1. oktober 2025 træder EU-direktivet om udvidet producentansvar for emballage i kraft, som pålægger virksomhederne det fulde ansvar for den mængde emballage, de bringer på markedet, samt håndteringen af emballagen gennem hele dets livscyklus.  

Det vil sige, at man som producent får såvel det administrative, juridiske, økonomiske og praktiske ansvar. Samtidig kan den tilsynsførende myndighed (Miljøministeriet) fra denne dato pålægge virksomhederne bøder, hvis man ikke opfylder kravene.

Mange mangler stadig at registrere sig

På nuværende tidspunkt burde alle danske virksomheder derfor være registreret hos Dansk Producentansvar (DPA) med oplysning om deres forventede markedsførte mængder emballage i 2024. Ikke mindst set i lyset af, at datoen for ikrafttrædelse er rykket i forhold til tidligere udmeldinger.

Men trods en deadline for registrering den 31. august 2024 mangler rigtig mange virksomheder fortsat at gennemføre den lovpligtige registrering, som fra næste år vil være underlagt kontrol af Miljøministeriet.

Er du en af dem, så læs med her, for det haster med at få registreret din virksomhed, hvis du vil undgå bøder ved en eventuel kontrol, når EU-direktivet træder i kraft den 1. oktober 2025.

Stadig muligt - men skynd dig

Muligheden for at registrere sig hos DPA er fortsat åben, hvis man indtil nu har været i tvivl om, hvorvidt man var omfattet af den nye lovgivning.

Det samme er muligheden for at tilmelde sig en kollektivordning, som for eksempel VANA, der kan give råd og vejledning om de krav, der stilles til virksomhederne fremadrettet. Her kan man også få hjælp til at håndtere indberetninger nu og i fremtiden gennem sit medlemskab.

Der er løbende sket en række tilpasninger i forhold til udrulningen af direktivet. Blandt andet er mikrovirksomheder blevet fritaget, og de løbende ændringer kan være en af årsagerne til, at så mange endnu ikke er registreret, ligesom det kan være lettere uigennemskueligt at registrere sig som virksomhed på egen hånd.

Men det fritager stadig ikke virksomheder fra pligten om registreringen.

På trods af uigennemskuelighed og øvrige forhold træder lovgivningen i kraft i 2025, hvor der ydermere tilkommer en række nye krav, som virksomhederne kommer til at skulle efterleve.

 

Med den lange række af krav og forhold der skal opfyldes i den nærmeste fremtid, er det de færreste producenter, der i praksis kan efterleve forpligtelserne på egen hånd. Derfor er vores råd, at man får tilmeldt sig en kollektivordning, der kan give vejledning i forhold til registrering. Især fordi retningslinjerne fortsat tilpasses”

- Conny Hanghøj, Senior Innovation Manager, Food & Bio Cluster Denmark

Hos VANA kan man læse mere om de nye krav til virksomheder og man kan tilmelde sig webinarer, der henvender sig til såvel nyopstartede virksomheder som dem, der allerede kender til ordningen.

Faktaboks

Formålet med det skærpede fokus på emballage er:

  • At nedbringe den hastigt voksende mængde af emballageaffald i EU
  • At sikre en effektiv indsamling og håndtering af emballageaffald
  • At motivere til bedre og mere miljørigtigt emballagedesign


Hvem er omfattet?
De virksomhedstyper, der er omfattet, er dem, der sætter emballage på markedet. Det drejer sig om producenter og importører, der markedsfører engangsplastprodukter inden for emballage, drikkevarebeholdere og drikkebægre (dog undtaget emballager, der er omfattet af pant- og retursystemet) i Danmark. Disse er:

  • Private label-indehavere
  • Produktproducenter
  • Importører
  • Virksomheder, som sælger varer i Danmark via fjernsalg (internethandel)

Disse virksomhedstyper har både det økonomiske, juridiske og praktiske ansvar gennem hele emballagens livscyklus.
 

Over og under 8 tons / bagatelgrænsen
Der er forskel på, hvordan virksomheder skal indberette deres emballagemængder.

Hvis din virksomhed forventer at markedsføre over 8 tons emballage, skal indberetningen af mængder angives i kg, fordelt på hhv. husholdningsemballage og erhvervsemballage og på følgende emballagematerialer:

  • Pap
  • Papir
  • Metal
  • Aluminium
  • Glas
  • Plast
  • Mad- og drikkevarekartoner
  • Træ


Det skal desuden oplyses, om emballagen skal sorteres som restaffald eller farligt affald.

Derimod kan producenter og importører, der markedsfører mindre end 8 tons emballage i 2024, vælge kun at registrere den forventede mængde markedsført emballage i 2024 og fordelingen i kg på hhv. husholdningsaffald og erhvervsemballage. Disse virksomheder er dermed ikke forpligtet til at indberette pr. fraktion og angive, om affaldet er restaffald eller farligt affald.


Hvor skal registreringen ske, og hvad koster det?
Alle producenter eller importører, der markedsfører emballage i Danmark, skal registrere sig hos Dansk Producentansvar (DPA). Er du i tvivl, så kan DPA afgøre, hvorvidt din virksomhed er omfattet af pligten til at lade sig registrere.

For producenter eller importører, der skal registrere sig første gang hos DPA, betales et engangsgebyr på 1.000 kr. pr. producent/importør.

Er virksomheden allerede registreret, betales et engangsgebyr på 500 kr.
 

Egenkontrol
Producenten eller importøren skal minimum en gang om året udføre egenkontrol med henblik på at sikre at virksomheden opfylder indberetningskravene og at lovgivningen i øvrigt overholdes. Dette gøres ved udarbejdelse af en beskrivelse for de systematiske handlinger virksomheden udfører ved gennemførelse af egenkontrol proceduren.
 

Miljøgraduerede bidrag
Miljøgradueringen er en gebyrordning, der skal give producenterne et ekstra incitament til at arbejde på mere miljørigtige emballager. Det kan være emballage, som vejer mindre, som er nemmere at affaldssortere, eller som indeholder genanvendt materiale.

Ordningen fungerer således, at godt miljødesign belønnes med en rabat, og dårligt miljødesign kompenserer med ekstra gebyrer. Hvordan miljøgradueringen præcis kommer til at se ud, ved vi ikke før ved udgangen af 2024.
 

En kollektivordning kan hjælpe dig
Det er svært for de fleste producenter at skabe deres egen ordning, og derfor kan det være en fordel at tilslutte sig en kollektivordning som fx VANA, der påtager sig både det juridiske og praktiske ansvar med at løse opgaven for mange virksomheder i fællesskab. De kan fx sørge for:

  • Registrering i DPA
  • Indberetning af oplysninger i DPA
  • Betaling af registreringsgebyr til DPA

Et medlemskab af en kollektivordning sikrer med andre ord, at din virksomhed altid lever op til producentansvaret, har lige adgang til at deltage i den kollektive ordning og behandles på lige vilkår, og at der ikke videregives konkurrencefølsomme oplysninger til andre virksomheder.

Overvejer du et medlemskab af en kollektivordning, så sørg for at melde din virksomhed ind i god tid.
 

Kort og godt - sådan forbereder du dig:

  • Kortlæg dine emballager
  • Indhent specifikke data for alle dine emballager – materialer og mængder
  • Overvej hvilke emballager du vil miljøforbedre
  • Vælg medlemskab af en kollektivordning
  • Registrering hos DPA – fx gennem en kollektivordning
     

Vigtige datoer

  • oktober 2025: Producentansvaret træder i kraft og er underlagt kontrol fra Miljøministeriet

Har du spørgsmål?

Conny Hanghøj

Conny Hanghøj

Senior Innovation Manager

Bæredygtig emballage

Læs mere om netværket for bæredygtig emballage

Læs mere