I Vejle går Magnus og Tomas rundt i deres eget bryggeri og brygger smagfulde læskedrikke under navnet Raw Culture. Men deres drikke kan meget mere, end at slukke tørsten. Udover at være en ganske smagfuld oplevelse, har deres produkt en særlig egenskab. Den indeholder nemlig kombucha; en svamp, der anses for at have gode egenskaber, som kan bidrage til mere overskud hos dem, der indtager drikken. Raw Culture deltog i SMV: Food Innovation, hvor de modtog den faglige viden og økonomiske støtte, der gjorde at de meget snart kan lancere det produkt, de hele tiden har drømt om at kunne introducere for det danske marked. Nemlig et Kombucha-shot.
Historien om Raw Culture begyndte for fire år siden, hvor de to stiftere bag lejede sig ind i køkkenet på den lokale Michelin-restaurant. Her begyndte de at eksperimentere med Kombucha og nu har de eget bryggeri i Vejle. Lige fra start, har Magnus og Tomas været meget bevidste om deres mål og vision; at skabe en sund og velsmagende drik med Kombucha, der kunne gøre det nemt og smagfuldt at være sund. Men det kan være kringlet at finde vej igennem fødevarebranchen, og specielt for en startup-virksomhed som Raw Culture, er der mange overvejelser, der skal gøres, før man kaster sig ud i kampen. Magnus og Tomas fandt god sparring igennem fagfolk ved Food Innovation House, hvor de blev iført en faglighed, der gjorde dem robuste til at starte en fødevarevirksomhed.
Tomas med Raw Cultures tre læskedrikke
Egentlig ville de to gerne skabe et produkt i form at et shot, afmålt, så forbrugeren kunne få lige præcis den mængde nærende ingredienser, der er behov for, for at opnå den helbredsfremmende effekt. Men når man er startup, er der ikke overskud til at fokusere på meget mere end ét produkt, og i første omgang, valgte Raw Culture, efter anbefalinger fra fagfolk ved Food Innovation House, at lægge fokus i et produkt, der grundet allerede eksisterende kendskab til denne varegruppe var lettere at sælge til kunden. Magnus og Tomas satte sig altså for at satse benhårdt på i første omgang at få udviklet en læskedrik, som de kunne gå til markedet med, og herigennem skabe bevidsthed om deres produkt og dets egenskaber. Drømmen om at skabe et shot, var altså stadig ikke glemt, men tiden og forbrugeren skulle i første omgang være modne til at tage imod.
Udover en anbefaling om at satse på en læskedrik, blev Raw Culture anbefalet at søge optagelse i projektet SMV: Food Innovation. Efter kontakt med Erhvervshus syd, indsendte Magnus og Tomas ansøgningen uden høje forhåbninger. Men der kom svar og det var positivt. De var blevet optaget i SMV: Food Innovation.
Food & Bio Cluster Denmark er sammen med Food Innovation House og Erhvervshus Syd med flere partnere i projektet, som er bygget op som et innovationssamarbejde mellem minimum to virksomheder og en vidensinstitution, hvor mindst en af virksomhederne skal have ekspertise indenfor fødevareområdet, og hvor ansøgeren skal være fra Region Syd.
Her blev Raw Culture matchet med Syddansk Universitet, der blandt andet lavede en række forsøg og analyser på de bioaktive ingredienser, som Raw Culture fandt attraktive som en del af deres produkt. Ingredienser, som Raw Culture på forhånd vidste havde en positiv effekt på velvære og søvn, men som de behøvede at få testet, for at klarlægge mængder og sammensætninger for rette effekt.
Den anden partner i projektet var en virksomhed, der gav Raw Culture viden og indsigt i, hvordan man udarbejder anprisninger på ens ingredienser på labels med specielt fokus på love og reguleringer i EU. ”Anne Dahl var en fremragende samarbejdspartner i projektet, fordi hun var i stand til at sætte os ind i, hvad vi rent faktisk må skrive på vores labels.” fortæller Magnus og fortsætter ”samarbejdet med både SDU og Anne Dahl enormt meget viden og mening, fordi SDU igennem analyser, gav os viden om effekten af ingredienser såsom forskellige urter i vores produkt, hvor Anne gav os indsigt i, hvordan vi så skulle anprise netop den tilsætning. Så på den måde supplerede de hinanden rigtig godt.”
Raw Cultures tre læskedrikke, Ronia, Peppe og Egon (Foto: Raw Culture)
”Vi står nu med det produkt, vi hele tiden har drømt om at introducere markedet for, og er meget snart klar til at lancere det. Her ville vi ikke have været, hvis ikke det havde været for vores deltagelse i SMV: Food innovation.” Sådan siger Magnus om udfaldet af Raw Cultures deltagelse i SMV: Food Innovation.
”Vi har fået en masse ny viden igennem vores samarbejdsvirksomheder, men vi har også fået en økonomisk støtte, der har gjort det muligt at satse på yderligere udvikling i så tidlig en fase, og ikke skulle vente på indtjening til ny udvikling” forklarer Magnus om den portion penge som virksomheden har modtager igennem projektet.
Raw Culture har formået at gøre sig så synlige i forbrugeres bevidsthed, at de nu har opnået efterspørgsel på lige præcis, det produkt, de hele tiden har brændt for at introducere; nemlig shottet. ”Hvis vi ikke havde været med i dét her program, ville vi ikke stå her med snart to produkter, der komplimenterer hinanden, så det har været helt fantastisk at have fået den mulighed som startup-virksomhed. Det er et kæmpe privilegie” afslutter Magnus, om virksomhedens deltagelse i projektet og resultatet heraf.
Efterfølgende har Hands-on mikrofonden investeret i Raw Culture og fået tre erfarne erhvervsledere med til at give sparring til at skabe vækst i virksomheden.
Hands-on mikrofonden er tilknyttet Food Innovation House – læs mere her: https://www.foodinnovationhouse.dk/ og her https://hands-on-mikrofonden.dk/
SMV: Food Innovation er blot et af mange programmer i Food & Bio Cluster Denmark og Erhvervshus Sydjylland, der har til formål at understøtte innovation og udvikling af virksomheder. Du kan se vores mange tilbud her:
Er du interesseret i at vide mere om, hvordan vi kan hjælpe dig og din virksomhed, er du altid velkommen til at kontakte Knud Hjortlund Hansen fra Food & Bio Cluster Denmark eller Mona Nissen Bach fra Erhvervshus Sydjylland
SMV:Food Innovation er finansieret af Syddansk Vækstforum, der blev nedlagt pr. 1. januar 2019 og erstattet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Raw Culture er medlem af Food & Bio Cluster Denmark. Vil du også være med i klyngen?