De første i Europa: Bellyfood lancerer sondemad af naturlige råvarer

For to måneder siden kom det første produkt af sin slags på markedet. Sondemad udviklet af naturlige råvarer, der skal normalisere spiseoplevelsen for mennesker med sonde. To stærke kvinder med beundringsværdigt gåpåmod og vilje står bag danske Bellyfood, nemlig Line Pedersen og Pia Overgaard Bjørn.

Et godt match: faglighed og familierelationer

Line og Pia mødte hinanden for første gang i 2020. Som klinisk diætist havde Pia længe undret sig over det begrænsede udbud af sondemad på det danske marked. En dag fortalte en af Pias klienter om en mor, der selv blendede mad til sin søn med sonde, fordi han ikke tålte den ordinære sondemad. Pia fik hurtigt fat i nummeret til denne mor, som altså viste sig at være Line, og efter et par snakke i telefonen, lidt e-mails og et møde blev det hurtigt klart, at de to kvinder delte en passion - nemlig at udvikle et alternativ til den eneste type af sondemad, der dengang fandtes på markedet. Et alternativ, der skulle laves af naturlige råvarer, og som skulle give fornemmelsen af at indtage et rigtigt måltid. Og de to viste sig da også at være et perfekt match. Pia kom med al sin faglighed som klinisk diætist, mens Line bragte passionen for at udvikle noget andet og mere tiltrækkende til bordet og har et dybt kendskab til livet med sonde.

”Vi tror ikke, vi ville have været kommet så langt, som vi er i dag, hvis vi for eksempel begge var kliniske diætister, eller hvis vi begge to var mor til børn med sonde. Vi supplerer hinanden godt med hver vores bredde af viden, og derfor tror vi også, vi ved, hvordan vi kan ramme vores målgrupper”, siger stifterne Line Pedersen og Pia Overgaard Bjørn.

Rammer både ”gatekeepers” og slutbrugere

Bellyfood har nemlig groft sagt to målgrupper, som de skal formå at ramme. På den ene side skal produktet henvende sig til mennesker med sonde og deres familier, men det skal samtidig også ramme diætisterne og de sundhedsfaglige. Bellyfood købes nemlig på recept, der skal udskrives af den sundhedsfaglige, som på en måde fungerer som en gatekeeper i forhold til at få produktet hele vejen frem til slutbrugeren. Men med deres evne til at tale ind i fagligheden samtidig med, at de kan tale ind i slutbrugerens behov og hverdag har Bellyfood formået at knække koden til at ramme begge målgrupper. Og nu er deres produkt kommet på markedet, og det går godt. Rigtig godt endda.

Forsinkelse gav tid til alt det man ellers ikke når

Fra Line begyndte at blende mad i sit eget køkken til endelig produktlancering, skulle der gå næsten 4 år. Forsinket af både Covid og produktionstid havde Bellyfood rigeligt med tid; og da også lidt for meget tid, hvis man spørger de to stiftere. Men Line og Pia formåede dog alligevel at udnytte ventetiden til fulde, og har fået skabt et onlineunivers og en solid kernefortælling for deres produkt. Noget som andre startups sjældent har tid og ressourcer til i startfasen af deres virke. Derudover har der været tid til at deltage i forskellige arrangementer og projekter som har styrket deres netværk, givet dem værdifulde kontakter og et skulderklap til bevis om, at de er på vej i den rigtige retning. Bellyfood deltog blandt andet i Idékonkurrencen i 2021, hvor de løb med en sejr, og har desuden deltaget i Beyond Beta, som Food & Bio Cluster Denmark er partnere i, hvor de har fået god sparring til at accelerere deres virksomhed, produkt og identitet.

Jurist, produktionsmedarbejder, regnskabsfolk og webudvikler

Som startupvirksomhed har man ofte en lang række af forskellige hatte når virksomheden skal til at igang, og for Line og Pia var dette ikke nogen undtagelse. ”Den ene dag har man været jurist og den næste har man været webudvikler, så dét, at man nu, hvor produktet er ude, kan beskæftige sig med det, man rent faktisk ved en masse om og føler sig hjemme i, det er virkelig dejligt” forklarer Pia om processen, der også lige har indebåret det store stykke udviklingsarbejde det er at skabe en webshop, der kan tage imod recepter. Når man køber Bellyfoods produkter, kan man nemlig opnå 60% tilskud fra regionen til produktet på en såkaldt ”Grøn recept”, der underskrives af den sundhedsfaglige og uploades til webshoppen.

Konkurrenterne lurer, men…

Når man er den første på markedet i Europa til at lancere et produkt, der allerede nu virker længe ventet og attraktivt bland brugerne, så er der selvfølgelig en frygt der lurer. Nemlig konkurrenterne. Og Pia og Lines konkurrenter kan sagtens vise sig at være nogle af de helt store spillere på markedet. Men der er noget de store konkurrenter ikke har; nemlig den personlige fortælling, de økologiske råvarer og hele autenticiteten bag deres produkt og deres brand. Og for lige netop målgruppen, kan denne autenticitet og den personlige fortælling ske, at være lige præcis så værdifuld, at Bellyfood tilvælges, hvis valget skulle træffes mellem de store og de små.

Jacob Mogesen

Head of Business Acceleration

Flere nyheder fra Food & Bio Cluster