Innovativ teknologi

AI skal hjælpe landmænd med at tackle klimarisici

Et tip om en international samarbejdsmulighed har givet luft under vingerne til dansk teknologi og viden inden for vejr og klima. Teknologisk Institut og århusianske Cordulus deler deres begejstring for samarbejdet.

Nicolai Fog Hansen fra Teknologisk Institut og Mikkel Vestergaard Hansen fra Cordulus ved en af de vejrstationer, som Cordulus har udviklet til at indsamle data om vejret.

Hvis man kigger ud ad vinduet på Teknologisk Instituts afdeling for Landbrug og Digitalisering i Agro Food Park i Aarhus Nord, kan man næsten se over på de marker, hvor Cordulus A/S har deres hyperlokale vejrstationer til at indsamle data om vejret. Det fælles fokus på digitalisering i landbruget gør det næsten oplagt for de to organisationer at arbejde sammen - også i et internationalt projekt.

Det tredje og fjerde ben i det internationale samarbejde er derimod ikke lige sådan til at få øje på igennem vinduerne i Agro Food Park. De befinder sig nemlig i Schweiz! Her rakte schweiziske Correntics, der er eksperter inden for klimarisikoanalyse, ud efter internationale projektpartnere gennem det globale netværk Enterprise Europe Network, som Food & Bio Cluster Denmark er en del af. Også forskningsgruppen EClim ved Zürich Universitet, der arbejder med udvikling af en AI-model til anbefalinger om klimatilpasning, er med i samarbejdet.

De fire partnere er gået sammen om at løse nogle af de udfordringer, som landbruget dagligt møder i forbindelse med klimaforandringer.

Teknologisk Institut og Cordulus

Hjemmebane: Agro Food Park i Aarhus

Idé: Udvikling af kunstig intelligens til at forudsige effekten af klimaforandringer inden for landbrugs- og fødevaresektoren

Hvad er 'grønt' ved virksomheden: Med ClimaRisc AI-platformen kan man styrke landbrugs- og fødevaresektorens modstandsdygtighed og fremme vækst og bæredygtighed

Baggrundshistorie: Schweiziske Correntics, der laver klimarisikovurderinger, og forskningsgruppen EClim ved Zürich Universitet søgte i foråret 2023 projektpartnere gennem Enterprise Europe Network til en fælles ansøgning til Eurostars-programmet

AI og data skal minimere tab

”Vi arbejder for at sikre, at landmænd og virksomheder har de rette værktøjer til at klare de klimaudfordringer, der venter”, fortæller Mikkel Vestergaard Hansen, der er udviklingschef i Cordulus.

Målet er klart. Med en bevilling på 1,5 millioner euro fra Eurostars-programmet vil de fire partnere udvikle en AI-drevet platform i projektet ClimaRisc, der skal hjælpe landmænd og fødevareproducenter med at forudsige og håndtere klimarelaterede risici. Landmændene står nemlig over for de udfordringer og klimaricisi, som det mere og mere uforudsigelige vejr bringer med sig - og mange landmænd savner præcise data og værktøjer til at træffe de rigtige beslutninger i tide. Projektets AI-platform vil give dem netop det; en intelligent løsning, der kan forudsige risici og hjælpe med at minimere tab.

”Med vores data og AI-drevne modeller kan vi omsætte komplekse vejrdata til konkrete handlingsplaner. For eksempel kan man med platformen vurdere, hvordan fremtidens vejr vil påvirke kaffeudbyttet, hvis nu man fx skal investere i kaffeproduktion i Kenya. Den kan også beregne tab og potentielle gevinster, hvis en landmand skal vurdere, om det kan betale sig at udvikle tørkeresistente vinterhvedesorter i Danmark”, forklarer Nicolai Fog Hansen, sektionsleder i Teknologisk Instituts afdeling Landbrug og Digitalisering, og Mikkel fra Cordulus supplerer:

”Vi tester vores teknologi på nye markeder for at indsamle data, der forbedrer vores hyperlokale vejrudsigter. Det hjælper os med at optimere løsningerne til nuværende markeder og forberede dem til lancering uden for Europa, så vi kan tilbyde præcise værktøjer til landmænd og virksomheder i vejrpåvirkede sektorer.”

Globalt potentiale

ClimaRisc er mere end bare en teknologisk innovation. Det er en vision om, hvordan vi kan tilpasse os klimaforandringer og samtidig befordre en bæredygtig fremtid for fødevareproduktionen. Og spørger man både Nikolaj og Mikkel, er de enige om, at resultaterne af deres fælles projekt kan få betydning langt ud over Europas grænser og være med til at forme fremtidens klimahåndtering:

”Projektet har skabt betydelig værdi. Det har ikke kun været en succes, men har også givet os mod på at søge flere projekter, hvor vi kan udvikle nye løsninger til landbruget. Projekter, som vi højst sandsynligt ikke ville deltage i uden den succes, vi har oplevet med ClimaRisc”, slutter Nicolai.

Unikke kompetencer samlet i ét projekt

Hver af de fire partnere bringer helt unikke kompetencer til bordet i bestræbelserne om at give landmænd og fødevareproducenter bedre værktøjer til at forudsige og håndtere klimabaserede risici, så de kan træffe mere informerede beslutninger:

Correntics’ software analyserer klimarisici og økonomiske konsekvenser for forsyningskæder.

EClim, Zürich Universitet skaber et AI-baseret system, der omsætter data til konkrete klimatilpasningsanbefalinger.

Cordulus A/S leverer præcise, hyperlokale vejrobservationer og prognoser for bedre beslutningstagning.

Teknologisk Institut udvikler modeller, der vurderer ekstremvejr og afgrøders sårbarhed, så landmænd kan minimere tab.

Food & Bio Cluster Denmark siger

»Jeg blev kontaktet af vores nære schweiziske Enterprise Europe Network-partner, Innosuisse, for hjælp til at finde partnere til Correntics’ Eurostars-ansøgning. Da jeg i forvejen kender Teknologisk Institut særdeles godt, kontaktede jeg instituttet og fik en dialog med Nicolai Fog Hansen, sektionsleder i Teknologisk Instituts afdeling Landbrug og Digitalisering. Nicolai responderede positivt på projektmuligheden og foreslog efterfølgende at tage Cordulus med i projektkonsortiet, en virksomhed, som vi i Food & Bio Cluster Denmark også kender særdeles godt.«

- Anders Skeem, International Manager, Food & Bio Cluster Denmark

Klyngens fire pejlemærker

Løsningen peger ind i klyngens pejlemærke om udnytte mulighederne i teknologiudviklingen inden for fx biotech, digitalisering og automatisering fuldt ud.
 
Når vi i klyngen hjælper virksomheder med at fremme innovation og finansiering peger projekterne ind i et eller flere af klyngens fire pejlemærker, som du kan læse mere om her: 
Anders Skeem

Anders Skeem

International Manager