Innovation i fødevarebranchen
”Vi havde gået og leget med tanken om at lave noget a la Løvens Hule. Bare uden løver.”
2024 bød på startskuddet til Lidl Innovate; et samarbejde mellem Lidl og Food & Bio Cluster Denmark med ét klart mål: at finde innovative danske produkter, der skulle ende på hylderne i Lidls 163 butikker i Danmark – og måske videre ud i Europa. På finaledagen præsenterede ni visionære startups deres produkter for panelet, og fem af dem gik videre til et tæt samarbejde med Lidl.

Claus Krogh med en af de 5 produkter, der gik videre i Lidl Innovate. Brøl er nu på hylderne i Lidl
I hjertet af Aarhus C, med studieboliger og Godsbanens kreative miljø som nabo, ligger Lidls nye danske hovedkontor. På den første forårsdag i 2024 summede det lyse atrium i den splinternye bygning af den særlige energi, der opstår, når nervøsitet og nysgerrighed mødes. Ni startups præsenterede deres nye produkter som en del af samarbejdsprogrammet Lidl Innovate. Panelet af Lidls indkøbere og medarbejdere lyttede, smagte og vurderede.
Fra idé til virkelighed
Det hele startede med en rundvisning i Food & Bio Cluster Denmarks inkubationsmiljø, Haystack, i Agro Food Park. ”Før besøget havde vi egentlig gået og leget med tanken om at lave en slags Løvens Hule. Bare uden løver, men med et mere positivt spin og med målet om at finde guldet i de små danske startups,” forklarer Claus Krogh, Head of Corporate Affairs ved Lidl Danmark og en af hovedpersonerne i Lidl Innovate.
Efter besøget og en snak med inkubationsdriver Kathrine Lykke blev idéen til virkelighed, og et samarbejde om at finde bæredygtige, innovative og lokale produkter i samspillet mellem Lidl og startups blev sat i gang. Lidl har som en af de store spillere i markedet kendskab til den rette vej til hyldeplads, både nationalt og internationalt, mens de små innovative startups har de rigtige løsninger på klima- og bæredygtighedsudfordringer.
Lidl
Hjemmebane: Aarhus C
Idé: Løvens Hule – bare uden løver. Lidl Innovate har til formål at finde innovative danske produkter til hylderne i Lidl.
Hvad er 'grønt' ved ideen? Programmet er en del af en større indsats for at støtte lokale startups og fremme innovationen i Lidls 163 danske butikker.
Baggrundshistorie: Lidl Innovate blev udtænkt i et samarbejde mellem Food & Bio Cluster Denmark og Lidl Danmark i 2023. Idéen blev til virkelighed i foråret 2024.
Købmandsskab kræver ansvar for planeten
Klima, bæredygtighed og ansvaret for planeten står højt på Lidls agenda, hvilket også gør Innovate-forløbet så meningsfuldt for dem. ”Som Europas største retailer med 12.500 butikker bærer Lidl et særligt ansvar for planeten. Vi lever af det, kloden kan levere, og hvis vi ikke passer på den, forsvinder grundlaget for vores forretning,” forklarer Claus Krogh. Derfor er bæredygtighed, klima og biodiversitet en integreret del af Lidls strategi, og Lidl Innovate er en naturlig forlængelse af denne agenda. Samtidig er programmet også en indsats for at støtte lokalsamfund og lokale iværksættere.

Claus Krogh i én af Lidls 163 danske butikker. Nærmere bestemt butikken i forbindelse med hovedkvarteret i Aarhus C
En mands overskud, en anden mands øl
Tiden op til selve pitchdagen handlede om at gøre virksomhederne så klar som muligt til at præsentere sig foran Lidls indkøbere gennem sparring og webinarer, så de på finaledagen kunne stå så skarpt som muligt. Og det gjorde de. Samtlige af de ni udvalgte startups mødte velforberedte op, klar og med et gåpåmod sjældent set lige. De var forberedte på at tilbyde smagsprøver, indsigt i deres produkter og en pitch, der skulle overbevise Lidls indkøbere om et samarbejde.
Blandt de startups, der virkelig imponerede, var københavnerbryggeriet Brøl, som brygger øl på overskudsbrød fra byens bagerier. Med en pitch, der både charmerede og imponerede dommerpanelet, og et produkt, der i den grad levede op til kriterierne, kom Brøl som en af de i alt fem virksomheder videre i forløbet. Allerede få måneder efter pitchdagen kunne kunderne finde Brøl-øl på hylderne i Lidl-butikker landet over.

Brøls øl på hylderne i Lidl
En samtale om fremtiden
Her, mere end et år efter finaledagen i Lidl Innovate 1.0, er Lidl stadig en del af klyngen. ”Vi blev egentlig medlem af klyngen, da vi indgik det her samarbejde, men vi har bestemt ikke set os tilbage siden. For medlemskabet sikrer os, at vi kan holde os orienteret om trends og tendenser inden for fødevarer og udvikling,” forklarer Claus Krogh. ”Vi er en del af et netværk af kompetencer, hvor man tænder for det lange lys og kigger længere frem og ud i krogene for at få øje på, hvad der rører sig inden for fødevareudvikling. Det vil vi bestemt ikke undvære.”
I atriet på hovedkontoret i Aarhus stod det klart, at Lidl Innovate ikke blot er et program, men en platform, der gør visionære idéer til virkelighed – på hylderne og måske en dag i hele verden.
Lidl Innovate er blot ét af flere programmer i 2024, hvor klyngen også stod bag IFF Innovate, der udviklede fremtidens snacks, og Samhandel Innovate, der fokuserede på foodservice-startups.
Food & Bio Cluster Denmark siger:
”At få succes med samarbejdet mellem store og små virksomheder kan være en udfordring, men også en utrolig mulighed for innovation og vækst. I Lidl Innovate spillede vi en central rolle i at forberede begge parter, så de kunne forstå hinanden. Både hvad angår økonomi, tidshorisonter, risiko, fleksibilitet og kultur, og dermed maksimere potentialet for et stærkt samarbejde.
Gennem Innovate-forløbet havde Lidl Danmark muligheden for at møde 35 innovative startups, lytte til ni inspirerende pitches og fortsætte dialogen med fem af dem – en fantastisk start på nye, spændende samarbejder.”
Susanne Baden Jørgensen, Senior International Manager og Heidi Høy, Innovation Manager




Susanne Baden Jørgensen
