Den mand er Søren Iversen. Ejer af en planteskole i Midtjylland, men også hovedpersonen i et forsknings- og erhvervseventyr, der kan komme kræftpatienter til gode overalt i verden. Det kan også ændre Søren Iversens fremtid. Han har arbejdet med planter hele sit liv. Hans far var ejer af Hjorthede Planteskole frem til 2000, hvor Søren overtog.

»Jeg havde aldrig forestillet mig, at sådan noget her kunne ske på vores planteskole. Og så startede det hele i bund og grund bare med en tilfældig tanke. Og det var det nok også blevet ved uden den støtte og finansiering, jeg har fået gennem Food & Bio Cluster Denmark,« siger han.

Så hvor skal vi begynde? Det mest logiske udgangspunkt - grunden til at vi sidder her i mødelokalet på Hjorthede Planteskole og drikker sort kaffe - er en træsort, der hedder Taxus Baccata. Også kendt som "taks" på dansk eller "yew" på engelsk.

Når Søren Iversen taler om Taxus Baccata, står tiden næsten stille. Han taler om dem med ærbødighed. Træerne lyder som overnaturlige væsener, næsten guddommelige, med en vilje, der er helt deres egen.

»Taks er et af de mest historisk betydningsfulde træer, der findes. Det er et mytologisk træ. Nogle af de ældste træredskaber i menneskets historie er spyd og buer lavet af taks. Der er få steder i verden med gamle og oprindelige Taxus Baccata, og de er fredede. Det er et utroligt modstandsdygtigt og bøjeligt træ. For eksempel var der indtil midten af det 18.århundrede dødsstraf for eksport af Taxus-træ fra England, da træet blev regnet for at være et våben. Det er virkelig en speciel plante. Og meget giftig,« forklarer Søren Iversen.

I Danmark er der kun ét sted, hvor Taxus Baccata vokser vildt: et fredet område i Munkebjerg Strandskov i Vejle. Det, der skete for 35 år siden, var, at Søren Iversens far og en gruppe forskere fra Aarhus Universitet fik en ekstraordinær tilladelse: De fik lov til at hente nogle stiklinger fra Taxus Baccata i Munkebjerg Strandskov og tage dem med tilbage til Hjorthede Planteskole. På planteskolen udenfor Bjerringbro blev der lavet nye moderplanter af frøene fra den originale danske Taxus Baccata. De vidste det ikke på det tidspunkt, men det var begyndelsen på Søren Iversens eventyr.

Når man ser bort fra den historiske kontekst og mytedannelsen, har Taxus Baccata især én helt utrolig egenskab: træerne indeholder et stof kaldet taxol. Og taxol kan bruges i kemoterapimedicin til behandling af en lang række kræftsygdomme. Herunder brystkræft.

Opdagelsen blev gjort af en gruppe amerikanske videnskabsfolk i begyndelsen af 1960'erne. Efter yderligere forskning og en lang række tests blev taxol godkendt som kræftbehandlingsmedicin i 1991.

En sensationel historie i sin egen ret, men der var et problem: taxol blev udvundet af træets bark. Og efter at have fjernet barken, dør et træ. Selv det hårdføre Taxus Baccata kan ikke overleve uden sin bark.

For at udvinde nok taxol til at behandle én kræftpatient havde man brug for seks store træer. Og træerne skulle være omkring 100 år gamle. Amerikanerne havde gjort en bemærkelsesværdig opdagelse, men umiddelbart var taxol ikke skalerbart som medicin.

»Indtil for måske ti år siden var det alt, jeg vidste om taxol fra Taxus Baccata. Det var et stof, der kunne udvindes fra barken og bruges til kræftbehandling. Men det var ikke en gangbar løsning. I øvrigt, så driver jeg en planteskole. Jeg er ikke biokemiker. Så jeg tænkte ikke  mere over det. Det, der skete, var så, at jeg besøgte en planteskole i Belgien. Ejeren af planteskolen fortalte mig, at det var blevet opdaget, at taxol også kunne udvindes fra træets nåle. Det ændrede ligesom alt, ikke? For pludselig kan man udvinde taxol uden at slå træet ihjel. Det var det øjeblik, jeg begyndte at tænke på de Taxus Baccata, som min far havde plantet derhjemme for mange år siden,« siger Søren Iversen.

Der var endnu et afgørende twist for Søren Iversen. Endnu et eureka-øjeblik. Gennem et internationalt projekt var han kommet i kontakt med en gruppe lokale skoveksperter i Iran. Han fandt så ud af, at Iran havde takstræer, der voksede i Kaukasus-bjergene, og at iranerne var ekstremt beskyttende overfor deres Taxus Baccata. Der havde været en vis interesse for at bringe frø eller stiklinger fra de iranske træer til Danmark. Det viste sig, at det ikke var en mulighed. Ikke engang en eneste nål fra træerne fik lov til at forlade Iran. De var hellige.

»På et tidspunkt sagde iranerne, at ’vores taks er anderledes end dem, man har i Europa. De har andre kvaliteter'...det fik mig til at tænke på taxol og træerne på Hjorthede Planteskole. For hvis Taxus Baccata i Iran har unikke kvaliteter, så har træerne her på Hjorthede Planteskole det også. Så jeg begyndte at spekulere: er der egentlig nogen, der nogensinde har undersøgt taxolniveauerne i vores taks her på planteskolen? Hvad nu hvis vores taks er i stand til at producere mere taxol end anden taks? Tænk bare på mulighederne i forhold til, hvordan træerne kunne bruges til kræftbehandling«.

Det var omtrent det øjeblik, Søren Iversen indså, at han var ude på dybt vand.

»Jeg havde en fornemmelse af, at der var noget her, der var værd at kigge nærmere på. Men jeg vidste ikke hvordan. Det gjorde jeg bare ikke. Altså, at undersøge taxolniveauerne i træerne her på vores planteskole. Det er ikke noget, jeg ved, hvordan man gør. Som udgangspunkt havde jeg hverken viden eller ressourcer til at fortsætte projektet på egen hånd,« siger han.

Derfor besluttede han sig for at rette henvendelse til Food & Bio Cluster Denmark. Han havde en kontakt i klyngen, som han fra tid til anden sparrede ideer med. Food & Bio Cluster Denmark så straks potentialet og kunne sikre et INNOBOOSTER-tilskud på 1,5 millioner kroner til Hjorthede Planteskole. Klyngen hjalp også Søren Iversen med at komme i kontakt med forskere fra Aarhus Universitet og Københavns Universitet. Den videnskabelige infrastruktur blev etableret for systematisk at undersøge taxolniveauerne i Taxus Baccata på Hjorthede Planteskole. De træer, der blev bragt til planteskolen for mere end 30 år siden af Søren Iversens far.

Så hvad fandt forskerne i træerne? Ekstraordinære resultater faktisk. Tre af taksene på Hjorthede Planteskole har nemlig en markant højere produktion af taxol end nogen andre kloner af Taxus Baccata. Hvilket er et fænomenalt udgangspunkt for det ultimative mål: produktion af taxol i et omfang, der kan gøre en forskel for det globale udbud af kræftmedicin.

»Det er stadig tidligt. Der er en række punkter, der skal krydses af, før vi når den produktion, vi drømmer om. Af alle modertræerne i planteskolen skal vi identificere det, der har den højeste produktion af taxol. Derefter er vi nødt til at opdage en måde at dele celler fra dette specifikke træ på, så vi kan masseproducere planter til at dyrke identiske træer med den samme øgede kapacitet til taxolproduktion. Og så skal vi se på, om vi kan forbedre træernes DNA for at øge deres taxolproduktion endnu mere. Så der er meget arbejde at gøre. Og jeg kommer nok ikke til at klare det hele selv,« siger Søren Iversen med et smil.

Fremover har Søren Iversen brug for at fortsætte samarbejdet med Food & Bio Cluster Denmark og et netværk af forskere fra danske universiteter. Hvad er tidsrammen for projektet? Og hvad er den potentielle effekt af opdagelsen på Hjorthede Planteskole? Det er spørgsmål, der mangler at blive besvaret. Indtil videre er frøene blevet plantet til taxolproduktion i Danmark. Stay tuned.