Projektets overordnede mål er at høste konkrete erfaringer med potentialet ved brug af dataopsamling og digitale værktøjer til optimering af fiskeproduktion i RAS-anlæg i Danmark. Gennem test, udvælgelse og implementering af de rigtige værktøjer forventer vi at opnå forbedringer på 4 centrale områder:
Dyrevelfærd - gennem monitorering og øget viden om stressfremkaldende faktorer øges fiskenes trivsel og dermed generelle velfærd.
Klima – ved at producere lokalt reduceres belastningen på CO2 og fossile brændstoffer ved et lavere ressourceforbrug og mindre transport fra producent til forbruger.
Produktion – ved at reduceredødelighed under produktion og øge værdien på slutproduktet som følge af færre fisk med snudesår, halebid og andre fysiske skader (forårsaget af stress og deraf øget aggressivadfærd) øges produktivitet og produktion, som i RAS-anlæg er begrænset af fysiske rammer og problemet med at opskalere i produktionsprocessen.
Økonomi – øget indtjening og dermed potentiale til at øge investeringer blandt danske opdrættere.
Udover den direkte og snarlige effekt hos projektets produktionspartnertjener projektet til inspiration og demonstration af teknologiens potentiale for andre virksomheder inden for fiskeopdræt. Arrangementer med vidensdeling af projektets resultater rækker ud over fiskeopdræt, med et udbredt ønske om at bidrage til øget innovation og udvikling af en mere bæredygtig og rentabel dataunderstøttet produktion af fødevarer generelt. En del af den teknologiske og metodemæssige indsigt, der opnås i projektet, vurderes at være overførbar til en bred kreds af virksomheder og erhverv.
Projektet gennemføres i samarbejde mellem Alexandra Instituttet A/S, JW-Teknik og Aquapri Denmark A/S.
Projektet ”Forbedret dyrevelfærd” er igangsat af Food & Bio Cluster Denmark med støtte fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Kontakt Jan Lund for mere information om projektet.