3. februar 2023
Årets udgang betød også afslutningen på programmet Future Food & Bioresource Innovation (FFBI). Et program, sat i verden for at hjælpe små og mellemstore virksomheder med at skabe innovation og vækst på tværs af hele værdikæden. Forankret i Food & Bio Cluster Denmark og med formål at styrke innovationskraften og sikre et internationalt konkurrencedygtigt erhverv inden for fødevarer og bioressourcer. Og det må siges at være lykkes - endda med stor succes. Hele 66 virksomheder har deltaget i innovationssamarbejder i de knap 3 år projektet har løbet over. 31 projekter er det blevet til, der gennemsnitligt har fået bevilliget 950.000kr. til udvikling og innovation i samarbejde.
De virksomheder, der valgte at søge om tilskud til samarbejde igennem FFBI, kunne søge op til 1.200.000 kr. med det krav, at der skulle lægge en medfinansiering via egne timer på 50 %. Derudover var det et krav, at samarbejdet skulle bestå af to SMV’er og en vidensinstitution. Det har resulteret i at hele 7 forskellige universiteter og GTS-institutter fra hele landet har deltaget i adskillige samarbejder på kryds og tværs, og på den måde har sikret en unik viden ind i samtlige projekter.
Se listen over FFBI-projekterne her
”Vi kan se at det giver et værdifuldt samarbejde for de små og mellemstore virksomheder, når de partner op med andre virksomheder og viden institutioner. Disse samarbejdsprojekter er med til at løfte vidensniveauet og er med til at skabe et højt innovationsniveau i de nye løsninger der bliver udviklet. Jeg er derfor også glad for at vi fremadrettet har muligheden for at tilbyde SMV’er disse samarbejdsprojekter i regi af vores projekt Innovationskraft”
Sådan siger projektleder Kathrine Lykke Kirk fra Food & Bio Cluster Denmark om projektet, der udover at have været en stor succes, når det kommer til innovationen af nye produkter, ideer, koncepter og teknologier også har skabt et stærkt netværk på tværs af virksomheder og vidensinstitutioner.
Et af de projekter der er gennemført med succes, er samarbejdet mellem staldproducenten Agrifarm, der sammen med Samson Pumps og Aarhus Universitet har udviklet et helt nyt koncept for håndtering af gylle i de danske stalde.
I grisestalde især, er luften nemlig tyk af både ammoniak, lugtstoffer og metan. En udfordring som Agrifarm har taget fat i ved at udvikle udsugningsanlæg i staldene i form af såkaldt hybridventilation, der ved hjælp af udsugning via staldens gulve reducerer lugtgener i staldene, så selv naboer kan mærke en renere lugt.
Med FFBI-projektet blev skridtet taget en tand videre.
Med Agrifarm som hovedansøger, Samson Pumps som leverandør af vakuumbaserede pumper og Aarhus Universitet som leverandør af beregninger for mænger af ammoniak og reducering af Co2-aftryk blev der igangsat et FFBI-projekt, med formål at finde en måde, at fjerne 95 % af metanen i gyllen ved hjælp af vakuumudsugning og transport direkte til biogasanlæg. En løsning, der giver langt bedre velfærd i staldende og i en almen griseproduktion vil kunne reducere CO2-belastningen med cirka 984 tons om året fra en stald med 7500 stipladser.
Helt basalt har de tre parter i projektet udtænkt en løsning, hvor gyllen ved hjælp af vakuum bliver ført igennem en tragt i stalden, og herfra kan transporteres direkte til biogasanlæg, hvor metanen kan trækkes ud. Metan som altså herefter kan bruges som gas og brændstof.
Spørger man Agrifarm, var der klare fordele ved at være med i FFBI. Først og fremmest tillod projektet at afprøve et række potentielle faldgruber ved systemet, så det står gennemtestet, før der bliver trykket på den store lanceringsknap. Faldgruber, som man normalt ikke har mulighed for at udforske og teste uden et projekt som FFBI ” For relativt få midler med tilskud fra FFBI og egne ressourcer har vi fået lavet et forstudie af, om det her koncept det virker. Vi har virkelig fået undersøgt tingene rigtig godt, så vi er sikre på at der er en reel mulighed for at det holder vandt”. fortæller Kim Albrechtsen, salgschef for Agrifarm, om virksomhedens deltagelse i programmet. Derudover var samarbejdet med Samson Pumps og Aarhus Universitet værdifuldt for Agrifarm ”Det jeg særligt synes har været godt, er det samarbejde vi har haft parterne imellem. Vi har fået gode relationer og faglig sparring i et åbent forum, hvor man har kunne stole på hinanden” forklarer Kim Albrechtsen og lægger desuden vægt på fordelen i den relativt korte periode, som projektet har løbet over ”når man har under et år til at få eksekveret, så sætter man også tiden af til det, og sørger for at få noget ud af projektet mens man er i det”.
I december 2022 vandt Agrifarm og Samson Pumps en pris for deres system ved Nordeuropas største landbrugsmesse Agromek. En pris, der ifølge Kim Albrechtsen kommer som et stort skulderklap og en forsikring om, at systemet er anerkendt og efterspurgt i markedet. ”Awarden ved Agromek har givet os et ret tydeligt fingerpeg om, at det vi laver, rent faktisk er eftertragtet. Det giver os endnu mere gå-på-mod til at få systemet på markedet i en fart"
Agrifarm og Samson Pumps med deres award på Agrifarm 2022
Bredden i FFBI er tydelig, når man kigger ned over listen over de mange samarbejdsprojekter, der er blevet etableret i de tre år programmet har eksisteret.
Langt fra gylle og grisestalde finder man nemlig Kødbyens Is, der i samarbejde med DTU og Beyond Leather Materials. Projektet var ekstra interessant, da det havde to fokusområder for, hvordan man kan benytte et restprodukt fra produktion af æblejuice. I dag er æblepulp et affaldsprodukt, som ender i biogasproduktion, men i projektet undersøgte parterne mulighederne for at anvende pulpen til blandt andet is og som erstatning for læder.
Mikael og Karsten har sammen Kødbyens Is
Kødbyens Is der ejes af Mikael Danvad Kristensen og Karsten Christoffersen åbnede deres isbutik i 2016 i Kødbyen, nærmere bestemt på Flæsketorvet i København. Herfra laver de håndlavede ispinde, is i bægre og små desserter til isglade københavnere.
Da Karsten blev opmærksom på FFBI-programmet slog han til, og tog kontakt til DTU for at høre, om ikke de skulle være med i projektet om at genbruge restprodukter, og sammen med Beyond Leather Materials og med sparring samt partnerskab med Gasa Nord Grønt fik de bevilling til projektet, der endte ud i en helt ny type is med masser af smag af æbler, nærmere bestem Fejø æbler, og med et snas af ingefær og toppe med krokant.
Kødbyens Is står nu med et produkt, der ikke bare kan pryde sig af at være miljøbevidst, men som også smager godt. Rigtig godt endda, og som nu er klar til at komme ud på de danske detailhandelshylder. ”Vi håber på at få det ud i detailbutikkerne så vi kan få sendt den gode historie videre om, at det kan betale sig at bruge restprodukter og komme ud med et lækkert slutprodukt” siger Karsten Christoffersen om virksomhedens håb for fremtiden. Om at være med i FFBI-projektet og samarbejdet med de andre parter fortæller Karsten, at det har været en udelukkende positiv oplevelse, der har givet en klar indsigt i, hvordan man kan arbejde med sidestrømme i sin produktion, til gavn for miljøet og afslutter ”det er altid positivt at få belyst gode tanker i et forum med folk der brænder for det at lave madvarer.”
”I et projekt som dette er det virkelig interessant hvordan partneren har arbejdet med to formål. For ud over anvendelsen af pulpen i is, så har Beyond Leather Material haft fokus på hvordan de kunne udnytte pulpen i deres produktion af læder baseret på æblepulp” udtaler Projektleder Kathrine Lykke Kirk
Du kan læse mere om Kødbyens Is her
FFBI har nu nået sin afslutning, og vi kan se tilbage på tre år, med glæde og en følelse af succes. Langt størstedelen af de virksomheder, der har været med i et projekt, har nemlig opnået en ret bemærkelsesværdig fremgang på den ene eller anden måde.
”Future Food & Bio Resource Innovation har været et succesfuldt projekt. Vi har gennemført rigtig gode projekter, der har udviklet nye innovative løsninger indenfor hele værdikæden. Det er meget glædeligt at vores slutevaluering bl.a. viser at 80 % af hovedansøgernes mener at de har fået styrket deres innovationsevne og at 89 % af hovedansøgerne forventer vækst i årlig omsætning og antal fuldtidsansatte som følge af deltagelsen. I Food & Bio Cluster Denmark er vi netop sat i verden for at skabe en fødevare- og bioressourceklynge der er verdensførende inden for innovation og bæredygtig udvikling. Med et projekt som Future Food & Bio Resource Innovation ser vi således et projekt der skaber konkrete resultater og styrker de danske virksomheder.” fortæller Food & Bio Clusters Kathrine Lykke Kirk
Du kan læse hele evalueringen af FFBI her
Selvom FFBI nu er slut, er der stadig masser af muligheder for at deltage i innovationssamarbejder gennem Food & Bio Cluster Denmark. Vil du også søge midler til dit innovationsprojekt så er næste deadline 10.februar og igen 27.marts. Se mere her:
Open Calls - Food & Bio Cluster Denmark
Læs også disse andre gode historier fra FFBI-projekter
Future Food & Bioresource Innovation er godkendt af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og finansieret af EUs Regionalfondsmidler samt privat medfinansiering fra de deltagende virksomheder.
Tre års succes: Future Food & Bioresource Innovation har nået sin afslutning
/Default.aspx?ID=9307&newsid=3112&Action=1¤tPage=2&M=NewsV2&PID=44109
https://foodbiocluster.dk/Files/FFBI-billede-til-artikel.jpg