25. januar 2023
Teknikker til at omdanne sidestrømme fra fisk og skaldyr til nye ingredienser, en sorteringsløsning til håndtering af fiskeafskær, omkostningseffektive løsninger til forlængelse af holdbarheden af sidestrømme samt værktøjer til optimering af brugen af sidestrømme i produktionen er blot nogle af de løsninger, der præsenteres på konferencen.
Konferencen "Get more value from your seafood side-streams" finder sted den 24. april 2023 i Barcelona og er baseret på de mange interessante resultater, der er opnået i det europæiske projekt WaSeaBi, som har været i gang i mere end tre et halvt år. Hovedfokus er på muligheden for at udvikle højværdiprodukter fra de sidestrømme, der allerede findes i virksomhederne. Dermed banes vejen for at fiske- og skaldyrsvirksomhederne kan levere sunde produkter til forbrugerne samtidig med at de kan vækste. Resultaterne er baseret på sidestrømme fra sild, torsk, kulmule, laks og kogevand fra muslinger.
- Med denne konference ønsker vi at give fiskeindustrien ny inspiration til, hvordan de kan bruge de sidestrømme, som de allerede har og vise dem konkrete løsninger, der gør det muligt for dem at omdanne sidestrømmene til højværdiprodukter, siger Anni Simonsen, Senior Innovation Manager i Food & Bio Cluster Denmark, som er arrangør af konferencen.
- I dag oplever vi inflation, generelt stigende fødevarepriser og en meget lav forbrugertillid. Derfor er det vigtigere end nogensinde at øge virksomhedernes fokus på en fornuftig og bæredygtig udnyttelse af deres råvarer for at sikre, at vi får mest muligt ud af de ressourcer, der er til rådighed, forklarer Anni.
- Dette kræver nye løsninger fra industrien og derfor er det en fornøjelse at kunne præsentere viden og løsninger fra virksomhed til virksomhed.
Til konferencen vil det være muligt at få indblik i, hvordan Sweden Pelagic, Barna, Royal Greenland Seafood, Pescados Marcelino og Jeka Fish har arbejdet med konkret udvikling af sidestrømmene i deres respektive produktioner, og hvordan Nutrition Sciences har arbejdet med anvendelsen af nogle af produkterne som ingredienser i deres foderprodukter. Desuden vil deltagerne få mulighed for at høre oplæg fra eksperter samt deltage i diskussioner vedr. konkrete løsninger på morgendagens udfordringer.
Afslutningsvis arrangeres en netværksmiddag, hvor deltagerne får mulighed for at netværke eksklusivt med europæiske repræsentanter fra fiskeindustrien, politiske beslutningstagere samt WaSeaBi-partnerne.
Alle interesserede er inviteret til at deltage i konferencen den 24. april i Barcelona. Konferencen finder sted dagen før Seafood Expo Global den 25.-27. april 2023.
Deltagelse i konferencen er gratis, men da der kun er et begrænset antal pladser, opfordres interesserede til at tilmelde sig snarest for at sikre sig en plads.
Konferencen foregår den 24. april 2023 fra kl. 17.00-22.00 på Hotel Miramar Barcelona (adresse: Plaça de Carlos Ibáñez, 3, 08038 Barcelona, Spanien).
Anni Simonsen, Senior Innovation Manager ved Food & Bio Cluster Denmark, tlf. 5074 9830 asi@foodbiocluster.dk eller
Helle Friis, Innovation Manager ved Food & Bio Cluster Denmark, tlf. 27736040 hvf@foodbiocluster.dk
Konference sætter fokus på løsninger til værdifuld udnyttelse af sidestrømme fra fisk og skaldyr
/Default.aspx?ID=9307&newsid=3106&Action=1&M=NewsV2&PID=44109
https://foodbiocluster.dk/Files/Images/FBC-fotos/Nyheder/Waseabi-event-photo_940x520.jpg