Har du styr på regler og tidsfrister for det udvidede producentansvar for emballage?

Den 1. januar 2025 træder reglerne om udvidet producentansvar for emballage i kraft. Men virksomheder skal allerede nu i gang med forberedelser og registreringer. Vi giver dig her et overblik over de vigtigste regler og frister.

Foto: Monticelllo for iStock

Affaldsmængden i EU vil stige med 19% [1] i 2030, hvis ikke vi ændrer adfærd.

Derfor skal der skæres ned på mængden af emballage, og der skal i højere grad tilvælges genanvendelige og bæredygtige løsninger i hele EU. Det sker gennem implementeringen af EUs emballagedirektiv, som betyder, at alle EU-lande pr. 1. januar 2025 skal indføre et udvidet producentansvar for emballage.

Dermed kommer ansvaret for affaldshåndteringen af den emballage, som danske virksomheder producerer, fremover til at ligge hos virksomhederne selv. Det betyder, at ca. 42.000 virksomheder i Danmark nu selv skal til at betale for det emballageaffald, de genererer, for nu flyttes omkring 2,35 mia. kr. årligt fra de kommunale affaldsgebyrer til virksomhedernes regnskaber.

Men hvem er omfattet af den nye lov? Hvornår og hvad skal registreres? Og hvordan og hvor skal registreringen ske?

Det var emnet på mødet i Food & Bio Cluster Denmarks netværk for bæredygtig emballage den 23. maj, hvor 12 spørgelystne og engagerede medlemmer mødte op hos Slagelse Erhvervscenter for at blive klogere på alt omkring det udvidede producentansvar. Her var Miljøstyrelsen og VANA – Dansk Emballageansvar inviteret til at belyse emnet.

Vigtig deadline

Selvom behandlingen af bekendtgørelsen for det udvidede producentansvar for emballage endnu er i proces, og bekendtgørelsen først forventes udstedt i tredje kvartal af 2023, er der mange ting at gøre for virksomhederne for at blive klar til 2025.

Ét af de allervigtigste budskaber er, at senest den 31. marts 2024 skal virksomheder, der markedsfører emballage i Danmark, registrere sig i producentregistret og oplyse de forventede markedsførte mængder for 2024.

Derfor er det også en god idé allerede nu at gå i gang med at skabe dig et overblik over de emballagetyper og -mængder, som din virksomhed forventeligt vil generere i 2024.

Hvem er omfattet?

De virksomhedstyper, der er omfattet, er dem, der sætter emballage på markedet. Det drejer sig om producenter og importører, der markedsfører engangsplastprodukter inden for emballage, drikkevarebeholdere og drikkebægre (dog undtaget emballager, der er omfattet af pant- og retursystemet) i Danmark. Disse er:

  • Private label-indehavere
  • Produktproducenter
  • Importører
  • Virksomheder, som sælger varer i Danmark via fjernsalg (internethandel)

Disse virksomhedstyper har både det økonomiske, juridiske og praktiske ansvar gennem hele emballagens livscyklus.

Over og under 8 tons

Der er forskel på, hvordan virksomheder skal indberette deres emballagemængder.

Hvis din virksomhed forventer at markedsføre over 8 tons, skal indberetningen af mængder angives i kg, fordelt på hhv. husholdningsemballage og erhvervsemballage og på følgende emballagematerialer:

  • Pap
  • Papir
  • Metal
  • Aluminium
  • Glas
  • Plast
  • Mad- og drikkevarekartoner
  • Træ

Det skal desuden oplyses, hvis emballagen skal sorteres som restaffald eller farligt affald.

Derimod kan producenter og importører, der markedsfører under 8 tons emballage i 2024, vælge kun at registrere den forventede mængde markedsført emballage i 2024 og fordelingen i kg på hhv. husholdningsaffald og erhvervsemballage. De er dermed ikke forpligtet til at indberette pr. fraktion og angive, om affaldet er restaffald eller farligt affald.

Hvor skal registreringen ske, og hvad koster det?

Alle producenter eller importører, der markedsfører emballage i Danmark, skal registrere sig hos Dansk Producentansvar (DPA). Er du i tvivl, så kan DPA afgøre, hvorvidt din virksomhed er omfattet af pligten til at lade sig registrere.

For producenter eller importører, der skal registrere sig første gang hos DPA, betales et engangsgebyr på 1.000 kr. pr. producent/importør.

Er virksomheden allerede registreret, betales et engangsgebyr på 500 kr.

Egenkontrol

Producenten eller importøren skal minimum én gang om året føre egenkontrol med henblik på at sikre, at denne opfylder indberetningskravene. Det gøres ved udarbejdelse af en skriftlig beskrivelse af proceduren for gennemførelsen af egenkontrollen.

Miljøgraduerede bidrag

Den såkaldte miljøgraduering er en gebyrordning, der skal give producenterne et ekstra incitament til at arbejde på mere miljørigtige emballager. Det kan være emballage, som vejer mindre, som er nemt at sortere, eller som indeholder genanvendt materiale.

Ordningen fungerer således, at godt miljødesign belønnes med en rabat, og dårligt miljødesign resulterer i ekstra gebyrer. Hvordan miljøgradueringen præcis kommer til at se ud, ved vi ikke før engang i 2024.

En kollektivordning kan hjælpe dig

Det er svært for de fleste producenter at skabe deres egen ordning, og derfor kan det være en fordel at tilslutte sig en kollektivordning som fx VANA, der påtager sig både det juridiske og praktiske ansvar for at løse opgaven for mange virksomheder i fællesskab. De kan fx sørge for:

  • Registrering i DPA
  • Indberetning af oplysninger i DPA
  • Betaling af registreringsgebyr til DPA

Et medlemskab af en kollektivordning sikrer med andre ord, at din virksomhed altid lever op til producentansvaret, har lige adgang til at deltage i den kollektive ordning og behandles på lige vilkår, og at der ikke videregives konkurrencefølsomme oplysninger til andre virksomheder.

Overvejer du et medlemskab af en kollektivordning, så sørg for at melde din virksomhed ind i god tid.

Kort og godt - sådan forbereder du dig

  • Kortlæg dine emballager
  • Indhent specifikke data for alle dine emballager – materialer og mængder
  • Overvej hvilke emballager du vil miljøforbedre
  • Vælg medlemskab af en kollektivordning
  • Registrering hos DPA – fx gennem en kollektivordning

Vigtige datoer

Q3 2023: Første del af bekendtgørelsen udstedes

Q1 2024: Anden del af bekendtgørelsen udstedes

31. marts 2024: Registrering af virksomhedens forventede emballagemængder i 2024 hos Dansk Producentansvar og evt. valg af kollektivordning

Q2 2024: Vedtagelse af ny EU emballageforordning

Q3 2024: Tredje del af bekendtgørelsen udstedes – bl.a. miljøgraduerede bidrag

1. januar 2025: Producentansvaret træder i kraft

Nysgerrig på netværket for bæredygtig emballage?

I Food & Bio Cluster Denmark tilbyder vi vores medlemmer adgang til det overordnede klyngenetværk og en række undernetværk, hvor vi sætter fokus på specifikke emner - som fx bæredygtig emballage.

I netværk for bæredygtig emballage kan medlemsvirksomheder med en medarbejder, der er relateret til emballage, deltage og blive opdateret på den nyeste lovgivning på emballageområdet, få en generel opdatering på ny viden om bæredygtig emballage – herunder fx genanvendelig og genanvendt plastik – og ikke mindst følge udviklingen på det udvidede producentansvar på emballage.

Som udgangspunkt mødes gruppen fire gange årligt, og så vidt det er muligt, vil der til hvert møde være et oplæg, der afdækker ændringer i lovgivning og forordninger. Der vil også være oplæg om aktuelle emner, som deltagerne selv er med til at definere.

Møderne vil i videst muligt omfang blive afholdt på skift hos netværksdeltagerne, hvor der ofte vil være inkluderet en kort præsentation og/eller en rundvisning i virksomheden.

Emner på de kommende møder:

4. juli i Thisted (ÅBEN FOR ALLE): Fyraftensmøde om det udvidede producentansvar for emballage

5. september i Jylland: Genanvendelig og genanvendt emballage

21. november på Sjælland: Bliv klar til nye emballageforordninger

Vil du gerne være en del af netværket for bæredygtig emballage, så kontakt:

Conny Hanghøj

Conny Hanghøj

Senior Innovation Manager

Fakta om VANA – Dansk Emballageansvar

VANA – Dansk Emballageansvar er en kollektivordning, som virksomheder kan melde sig ind i og dermed overdrage det praktiske, økonomiske og juridiske ansvar for producentansvaret til. Bag VANA står erhvervsorganisationerne Landbrug & Fødevarer, Dagsam, Dansk Erhverv og Dansk Industri, som stiftede ordningen i 2021.

[1] 22. november 2022
Kilde: Pressemeddelelse fra EU-kommissionen
https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/en/ip_22_7155

Flere nyheder fra Food & Bio Cluster

Projekter

Se hvilke danske og internationale projekter, klyngen deltager i.

Netværk

Vi samler deltagere i faglige netværk, hvor vi deler viden og erfaringer om fødevarer og bioressourcer.

Nyheder

Læs aktuelle nyheder om fødevarer og bioressourcer.

Kontakt

Vi står altid klar til at hjælpe dig med konkrete spørgsmål. Hvis ikke vi selv kan svare, ved vi helt sikkert, hvem der kan.