22. november 2021
Der sker i disse år en rivende teknologisk udvikling inden for biosolutions på fx bio-baserede ingredienser og materialer, alternative proteiner og meget andet, men i en forbrugerundersøgelse foretaget af Food & Bio Cluster Danmark mener 75% af de adspurgte danske forbrugere ikke, at de har personlig erfaring med bio-baserede produkter. Der mangler ganske enkelt en fundamental forståelse af, hvordan denne type produkter indgår i vores alles daglige liv.
Food & Bio Cluster Denmark har i samarbejde med Teknologisk Institut lavet en forbrugerundersøgelse på fire markeder i EU for at blive klogere på forbrugernes opfattelse af alternative proteiner og biobaserede produkter. Udover Danmark dækker undersøgelsen Spanien, Polen og Tyskland og er foretaget i BBI-JU projektet Pro-Enrich. Der er særligt fokus på fire industrier; nemlig fødevarer, pet food, kosmetik og møbler.
Det står klart i undersøgelsen, at størstedelen af forbrugerne i alle lande overordnet set har en positiv opfattelse af produkter af biologisk eller ”naturlig” oprindelse, og at klimaudfordringen er reel og blandt andet skal imødekommes igennem ændrede forbrugsvaner. Så langt, så godt. Der er dog store huller i deres viden omkring hvilke produkter, der er tale om, når man bruger begrebet ”biobaseret”, og hvad fordelene specifikt er. En af undersøgelsens konklusioner er derfor, at virksomheder, der markedsfører produkter til forbrugerne, skal være meget opmærksomme på at forklare, hvad fordelene er ved deres produkt, for at hjælpe forbrugeren med at træffe mere informerede valg. Det kan ikke konkluderes, at forbrugeren selv kan regne det ud blot, fordi det er biobaseret.
Undersøgelsen har desuden dykket ned i emnet proteiner for at forstå, hvordan forbrugerne forholder sig til tanken om at spise mindre animalsk protein og i stedet få deres proteinbehov dækket af alternative kilder – fra velkendte fødevarer som kartofler og ærter til de mere ”aparte” såsom græs eller insekter. Konklusionen var, at danskere var det mest veloplyste folkefærd af de fire omkring den klimapåvirkning, som animalsk produktion har, men også de mindst åbne i forhold til at skære ned på kødet. Så her er også en opgave for producenterne, men hvor stor den er afhang af hvilken af de 12 undersøgte proteintyper, der var tale om.
Hvis du gerne vil dykke længere ned i undersøgelsens resultater og blive klogere på de danske og europæiske forbrugere, og blandt andet lære mere om, hvordan køn og alder spiller ind i forhold til tilgangen til denne type produkter, så kan du finde undersøgelsen her.
For mere information kontakt Louise Krogh Johnson (lkj@foodbiocluster.dk / +45 2154 5909).
Forbrugerundersøgelse af biobaserede produkter og alternative proteiner
/Default.aspx?ID=9307&newsid=2942&Action=1&M=NewsV2&PID=44109
https://foodbiocluster.dk/Files/Images/FBC-fotos/Nyheder/Pro-enrich_forbrugerundersoegelse.png